Jeg var en teenager med gang i. Der var ikke nok timer i døgnet til alt det jeg skulle nå, hvor min mor til sidst fik nok af den forkælede teenager. Jeg skulle tage mig sammen og finde mig et job, i stedet for alt det fis og ballade. Dette var heller ikke noget problem, men så skulle det godt nok også være et job jeg faktisk havde lyst til. Der dukkede en mulighed op, hvor jeg skulle være barnepige for en pige på 3 år og hendes søster på 7 år. Det var perfekt!
Jeg husker tydeligt første dag jeg skulle op og hente den lille på 3 år i børnehaven. Jeg fik fri fra skole, og så var det hjem forbi piges hus og hente klapvognen og så trave igennem byen, helt op i den anden ende. Der var en tur på et par kilometer, men det var sommer og godt vejr. Jeg var rigtig spændt. Tankerne fløj igennem hovedet på mig – ”hvordan finder jeg den lille pige i en børnehave FYLDT med små piger” og ”gad vide hvad pigen og pædagogerne siger til at der kommer en fremmed og skal have pigen med hjem?”. Hvad nu hvis hun græder og bare slet ikke vil med mig hjem. Hele byen vil jo tro jeg har kidnappet den stakkels pige.
Jeg begynder at kunne se børnehaven i det fjerne, hjertet begynder at pumpe lidt hurtigere.
Hjertet sidder næsten op i halsen da jeg går igennem metal lågen ind til børnehavne, sådan en rigtig uhyggelig låge der bare knirker helt vildt.
Hjertet sidder næsten op i halsen da jeg går igennem metal lågen ind til børnehavne, sådan en rigtig uhyggelig låge der bare knirker helt vildt.
Jeg går igennem døren til børnehaven, hilser pænt på pædagogerne og fortæller at jeg skal hente ”Michelle”. En pædagog hjælper mig pænt med at finde Michelle, da jeg jo aldrig før har haft mine ben i den børnehave. ”Mon Michelle nu kan kende mig og er klar over hvad planen er?”. Til min store overraskelse får jeg øjenkontakt med Michelle der sidder udenfor i sandkassen og leger. Da hun ser mig smider hun straks alt hvad hun har i hænderne og sætter i løb hen imod mig med åbne arme mens hun råber ”LISETTE” med det største smil på læben. Åhh hvor dejligt, en sten faldt fra mine skuldre og jeg var fuldstændig solgt. Dog var der stadig en udfordring tilbage, hvor er hendes ting, hvilke ting er hendes og hvilke ting skal med hjem? Michelle tager mig i hånden og viser mig glad rundt i børnehaven. Hun viser mig ”hendes plads” hvor hendes ting er. Jeg spørger ind til om hun har en madpakke og om hvilke sko og tøj vi skal have med hjem. Michelle har fuldstændig styr på det hele og hun lærer mig nærmest hvordan det hele plejer at foregå.
Inden jeg får set mig om er Michelle klar, har pakket hendes ting. Hun sidder nu i klapvognen og så går turen ellers bare hjemad hvor Michelle glædeligt snakker om hvordan hendes dag i børnehaven har været. Dette var den bedste første arbejdsdag man kunne ønske sig, hvor det endte med at vise sig at en pige på 3 år, lærer en pige på 15 år – hvordan man egentlig gør tingene J
// Lisette
Ingen kommentarer:
Send en kommentar